Er fonde sikre? Hvad du bør vide, før du investerer i fonde

Fonde er ikke sikre i sig selv – de spreder risiko, men eliminerer den ikke. Alle investeringer indebærer usikkerhed, og en fond kan både vinde og tabe værdi, afhængigt af markedet og forvalterens valg. At forstå risikoprofil og investeringstype er afgørende for at vurdere, om en fond passer til dig.

Hvad enhver investor bør vide om fonde, risiko og falsk tryghed

Hos Hummingbird Invest tror vi ikke på skabeloner. Vi tilbyder ikke standardråd eller hurtige svar – og det her er ikke investeringsrådgivning. Det er en invitation til at tænke selv. Til at skrælle lagene af og se på investeringer med et klarere blik. For når det gælder fonde, er der én ting, vi ofte glemmer at spørge os selv: Er de egentlig så sikre, som vi tror?

Forestil dig, at du står i en elevator med 50 mennesker. Mange investorer antager fejlagtigt, at jo flere der er med, desto sikrere må turen mod toppen være – for hvorfor skulle alle de andre tage med, hvis ikke det var trygt? Vi kan vel ikke alle tage fejl.

Men sikkerhed handler ikke om, hvor mange der er i elevatoren. Det handler om, hvem der har bygget den, hvor hurtigt den bevæger sig – og hvor godt kablerne er vedligeholdt.

Og så alligevel. For hvis elevatoren er fyldt til bristepunktet, og alle hopper på i blinde, kan selv det stærkeste stål give efter.

Markedsbobler følger ofte samme mønster. Jo flere der stiger ombord uden at tænke selv, desto større bliver faldet, når kablerne – spændt til bristepunktet af flokkens illusion – til sidst sprænger under virkelighedens vægt.

Charles Mackay beskrev det allerede i 1841 i sit værk Extraordinary Popular Delusions and the Madness of Crowds: Når mange bevæger sig i samme retning, er det sjældent ud fra klar viden – men ofte ud fra ønsket om ikke at stå tilbage. Eller sagt på en anden måde: Flertallet tager sjældent fejl alene – de gør det bedst i flok.

Sådan er det også med fonde: De spreder risiko – ja. Men det gør dem ikke nødvendigvis sikre.

At investere i fonde er lidt som at tage bussen i stedet for selv at køre. Du slipper for at vælge rute, men det betyder ikke, at du undgår trafikuheld.

Hvad er en fond, og hvad gør den med risiko?

En investeringsfond samler penge fra mange investorer og placerer dem i en bred vifte af aktiver – f.eks. aktier, obligationer eller ejendomme. Det kaldes risikospredning, og idéen er enkel: Når man fordeler sine penge på flere ting, falder sandsynligheden for, at ét dårligt valg vælter hele læsset.

Men risikospredning er ikke det samme som risikofjernelse. Markedet kan falde bredt, forvaltere kan træffe dårlige valg, og fonde kan være eksponeret mod systemiske risici – som inflation, renter, geopolitik eller tech-bobler.

Desuden findes der mange typer fonde:

Aktiefonde svinger ofte mere i værdi.

Obligationsfonde virker roligere, men er sårbare over for rentestigninger.

Blandede fonde forsøger at balancere det hele, men kan ende med at være lidt af det hele – og ikke rigtig noget.

Alternativer som hedgefonde, ejendomsfonde eller private equity-fonde lover ofte stabilitet, men kan være illikvide eller svære at gennemskue.

Det er ikke nok at spørge hvad du investerer i – du skal også spørge hvordan fonden investerer, og hvorfor.

Aktiv vs. passiv forvaltning: To veje til det samme mål?

Fonde kan groft sagt deles op i to kategorier: aktivt forvaltede og passivt forvaltede. En aktivt forvaltet fond har en porteføljeforvalter, som forsøger at slå markedet ved at vælge bestemte aktier, obligationer eller andre aktiver. En passiv fond – ofte en indeksfond – forsøger blot at følge markedets udvikling ved at kopiere et bestemt indeks som fx S&P 500 eller OMXC25.

Aktive fonde lover muligheden for overperformance – altså at klare sig bedre end markedet – men den ambition koster. Både i form af højere gebyrer og i form af risikoen for, at forvalteren tager fejl. Statistikker viser, at de fleste aktive fonde faktisk underperformer deres benchmark på lang sigt, især efter omkostninger. Det gør passive fonde til et oplagt valg for mange – de er billige, gennemsigtige og har vist sig svære at slå.

Men det betyder ikke, at aktive fonde er uden værdi. I visse markeder – særligt dem med lav likviditet eller mindre dækning – kan dygtige forvaltere skabe merafkast. Det kræver dog grundig analyse og en evne til at vurdere, om prisen på fondens ekspertise står mål med afkastet. Uanset hvilken type fond man vælger, er det afgørende at forstå forskellen – og prisen.

Fondes omkostninger: Den usynlige risiko

Det er ikke gratis at forsøge at minimere risiko. Fonde tager betaling – ofte i form af årlige administrationsomkostninger, indløsningsgebyrer eller skjulte spreads. Og over tid løber det op. En årlig omkostning på bare 1,5 % kan æde en stor del af dit afkast, især når renters rente begynder at arbejde imod dig i stedet for med dig.

Tænk på det sådan her: Hvis du har investeret 500.000 kroner i en fond med 1,5 % årlige omkostninger, mister du over 20 år omkring 200.000 kroner i potentielt afkast – alene i gebyrer. Det er penge, der ikke arbejder for dig, men for nogen andre.

Det betyder ikke, at fonde er dårlige. Men det betyder, at du bør se på omkostningerne med samme opmærksomhed, som du ser på afkastet. For selv små forskelle i gebyrer kan blive til store forskelle i resultat – især over tid.

Den psykologiske fælde: Tryghedens illusion

Når noget kaldes en “fond”, oplever mange automatisk en følelse af tryghed. Det lyder velreguleret, gennemtænkt og professionelt. Det føles som om nogen har gjort arbejdet for dig.

Men den tryghed kan blive en sovepude. Vi mennesker er notorisk dårlige til at vurdere risiko – især når vi tror, nogen andre har gjort det for os. Det kaldes risikodelegation, og det skaber en farlig blind vinkel: Vi tror, vi har overladt risikoen, men det eneste vi har overladt, er beslutningskraften – ikke konsekvenserne.

Det er lidt som at spise take-away og tro, at det derfor er sundt, bare fordi du ikke selv lavede det.

Vi har en dyb tendens til at stole mere på det, der ser organiseret ud – især når det bærer stempler som "professionelt forvaltet" eller "anbefalet af banken". Men en flot præsentation kan skjule en rå virkelighed: at mange fonde følger de samme modeller, løber efter de samme trends og i virkeligheden investerer langt mere ens, end det ser ud på overfladen.

Der er også noget trøstende i anonymiteten. Når vi investerer gennem fonde, er der en psykologisk distance mellem os og pengene. Vi mærker ikke den enkelte aktie, den konkrete bygning eller den enkelte virksomhed. Men det gør det også sværere at tage ansvar – og lettere at fortrænge, når noget går galt.

Ironisk nok er det ofte den følelse af sikkerhed, der gør os mindre sikre. For den svækker vores kritiske sans og gør os mere modtagelige for gruppetænkning og autoritetstro. Vi bliver som børn, der tror, at nogen voksne har styr på det – og glemmer, at vi selv bærer risikoen.

Historiske nedture og fondes sårbarhed

Fonde har haft deres nedture. I 2008 var det ikke kun enkeltaktier, men hele fonde, der styrtdykkede – inkl. nogle med lav risiko og mange stjerner. Under COVID-krisen frøs mange ejendomsfonde midlertidigt, fordi de ikke kunne få solgt deres aktiver. Selv obligationsfonde – ofte set som det mest sikre valg – vaklede, da renterne steg brat i 2022.

Fællesnævneren? En overdreven tro på, at diversificering gør noget sikkert.

Nogle af de største finansielle chok i nyere tid opstod, netop fordi mange fonde var eksponeret mod de samme risici – pakket ind i forskellige produkter, men i praksis båret af samme markedspsykologi. Det gælder subprimelånekrisen i 2008, men også likviditetskriser i nichefonde under Corona-nedlukningerne.

En særlig udfordring opstår, når fondenes aktiver ikke kan handles hurtigt. Illikvide aktiver – som ejendomme eller unoterede aktier – kan være værdifulde på papir, men umulige at sælge i krisetider. Og når investorer vil ud, men døren er smal, bliver panik let til lavine.

Selv fonde med konservative profiler har vist sig sårbare, fordi selv "sikre" aktiver kan opføre sig uforudsigeligt i et sammensat og svingende marked. Det minder os om, at der ikke findes sikre valg – kun valg med forskellig slags risiko.

Risikospredning virker – men kun når du forstår, hvad du spreder

Det helt store paradoks er dette: Risikospredning virker bedst, når du faktisk forstår den risiko, du spreder.

Hvis du investerer i tre fonde, men alle har eksponering mod tech-aktier eller amerikanske renter, så har du ikke spredt risiko – du har bare kopieret den tre gange.

Mange fonde følger de samme indeks, de samme modeller og de samme markedspsykologier. Det skaber klyngeadfærd, hvor “diversificering” bliver et regnearksord, der dækker over, at alle springer ud fra samme klippe – bare i forskellige farver badetøj.

Ægte risikospredning handler ikke bare om antal – men om forskellighed. Det kræver, at man forstår, hvilke underliggende drivere der styrer afkast og risiko: geografi, sektor, valuta, likviditet, forvalterstil, investeringshorisont og meget mere. Uden den forståelse bliver diversificering til en pyntet illusion.

Desuden: Der findes også dårlig diversificering. Det er, når man spreder sig så meget, at ingen position betyder noget. Det kan give en følelse af tryghed – men også gøre det umuligt at få reelt afkast. Risikoen bliver ikke håndteret – den bliver bare udtværet.

Som investor bør du spørge: Hvorfor ejer jeg det her? Hvad gør det for porteføljen? Og overlapper det i virkeligheden med noget andet, jeg allerede har? For først når du kan svare ærligt på det, begynder risikospredning at arbejde for dig – ikke imod dig.

Fonde er ikke nødvendigvis dårlige – men de er sjældent hele svaret

Du skal ikke være bange for fonde – men du skal heller ikke være blindt tryg.

Det vigtige spørgsmål er ikke, om en fond er sikker. Det vigtige er: Hvilken risiko tager jeg, og passer den til mine mål og min tidshorisont?
Fonde kan være et fremragende værktøj – især hvis du vælger med omtanke og ved, hvad du vil opnå. Men de kræver samme opmærksomhed som enhver anden investering.

Og nogle gange er det bedre at vide præcis, hvad du ejer – end at få noget, der føles trygt, men er pakket ind i lag af forvaltning, lag af gebyrer og lag af kompleksitet.

Det betyder dog ikke, at du skal læse dette som en kritik af fonde i sig selv. De færreste investorer har tid, erfaring eller lyst til at håndplukke investeringer eller analysere virksomheder i dybden. Her kan fonde være en værdifuld løsning – især de billige, passive indeksfonde.

Selv Warren Buffett – måske verdens mest kendte investor – har gentagne gange sagt, at indeksfonde er det bedste valg for den gennemsnitlige investor. Ikke fordi de er spændende. Men fordi de virker. De giver adgang til markedet med lav risiko og lave omkostninger – og det er faktisk ikke så lidt.

Men det betyder ikke, at man bør stoppe der. Det kan give mening at kombinere fondsinvesteringer med mere fokuserede “jokere” – fx direkte ejerskab i unoterede virksomheder, ejendomme eller alternative aktiver, hvor afkast og risiko ser anderledes ud.

Alternativer til fonde: Direkte og alternative investeringer

Hvis fonde ikke nødvendigvis er sikre, hvad er så alternativet? Det spørgsmål møder vi ofte – og svaret er hverken enkelt eller ens for alle. Men én ting står klart: Der findes flere veje end den brede motorvej, og nogle af de mest interessante går uden om de traditionelle fonde.

For investorer med mere erfaring, større kapital eller blot en sund nysgerrighed, kan det være værd at se ud over fondenes verden. Direkte investeringer – fx i virksomheder, ejendomsprojekter eller private gældsaftaler – giver mulighed for større kontrol, gennemsigtighed og ofte en mere meningsfuld relation til det, man investerer i.

Samtidig findes der alternative investeringer som kunst, vin, infrastruktur, landbrug eller skov – som ikke nødvendigvis følger aktiemarkedets rytme. De kan være mere komplekse og mindre likvide, men også tilbyde beskyttelse mod inflation og udsving i traditionelle markeder.

Det er ikke enten-eller. Det handler om balance. Og om at turde tænke selv, stille spørgsmål og forstå, hvad man reelt investerer i – og hvorfor. Det kræver mere af dig. Men det kan også potentielt give mere tilbage. Ikke bare i afkast, men i forståelse og ro i maven.

Hummingbird: En ny måde at tænke tryghed på

Tryghed i investering handler ikke om at undgå risiko. Det handler om at forstå den – og vælge den med åbne øjne.

Hos Hummingbird Invest tror vi på gennemsigtighed, nysgerrighed og gode spørgsmål. Vi arbejder med alternative og direkte investeringer – fra ejendomme og unoterede selskaber til skræddersyede projekter, hvor relation og indsigt betyder lige så meget som afkast. Vi tror ikke på investeringsprodukter uden forståelse – og vi tror ikke, du skal nøjes med hyldevarer, bare fordi det er nemt.

Vil du tale med nogen, der faktisk forstår investering og ikke bare sælger fonde? Så ræk ud til os – uforpligtende og helt nede på jorden.

Eller opret en gratis profil og få adgang til alternative og direkte investeringsmuligheder med indsigt, relation og ro i maven. Vi lover ikke, at det er uden risiko – men vi lover, at du forstår den.