SpaceTech lyder som fremtiden. Raketter, satellitter, rummissioner. Elon Musk i bar overkrop foran en Starship-raket. Visioner om kolonier på Mars, hyperloops og interplanetarisk økonomi. Det er svært ikke at blive revet med. Men som investor er spørgsmålet sjældent, hvad der lyder vildest – og langt mere, hvor værdien opstår. Hvad er det egentlig, man ejer? Og hvad kan man få ud af det?

For når støvet har lagt sig – og raketten er landet – hvem står så tilbage med pengene? Ofte er det ikke dem, der skød raketten af. Det er dem, der ejede landingspladsen.

Fra science fiction til supply chain

Rumøkonomien er ikke længere en fjern fremtidsdrøm. Den er her nu – og den vokser hurtigt. Ifølge Space Foundationvoksede den globale rumøkonomi til over 546 milliarder dollars i 2023, og næsten 80 % af den vækst kom fra kommercielle aktiviteter. Men kun en brøkdel af den værdi ligger i selve opsendelserne. Resten? Den ligger i alt det, der omgiver dem: sensorer, data, navigation, software, sikkerhed, kommunikation, logistik.

Det er nemt at blive forelsket i hardware. Det store. Det spektakulære. Men som så ofte før i teknologiens historie ligger den stabile, langsigtede værdi ofte et andet sted. Under overfladen. Som med guldfeberen, hvor det sjældent var guldgraverne, men dem der solgte skovlene, der blev rige.

Guldfeberen i Californien i midten af 1800-tallet er et klassisk eksempel. Tusindvis strømmede til med drømme om rigdom – og endte i bedste fald med slidte hænder og tomme lommer. Men dem, der solgte teltdug, pander, arbejdssko og skovle – som Levi Strauss og Samuel Brannan – tjente formuer. De investerede ikke i håbet om guld, men i nødvendigheden af udstyr. De spekulerede ikke i udbyttet, men i infrastrukturen omkring jagten. Rumsektoren i dag minder om netop det: En jagt på noget stort og fjernt – hvor det mest profitable ikke nødvendigvis er målet, men det, der gør rejsen mulig.

Forestil dig et økosystem. Ikke et spektakulært koralrev, men myceliet i skovbunden – det netværk, der forbinder, fordeler og nedbryder. Sådan fungerer rumsektoren. Opsendelserne er kun frugtlegemerne – det synlige. Værdien ligger i rødderne.

Og netop derfor er rumøkonomien så spændende for den nysgerrige investor. Ikke fordi vi alle skal til Mars – men fordi drømmen om Mars skaber en hel infrastruktur her på Jorden. En infrastruktur, som ikke bare kan måles i brændstof og baner, men i data, kapacitet og afhængigheder.

Den stille værdi i støvet fra stjernerne

Når raketter lander – eller brænder op – efterlader de sig ikke kun atmosfærisk støj. De efterlader data. Masser af det. Og netop data er måske det mest undervurderede aktiv i hele rumøkonomien. Hver satellit skaber strømme af information om alt fra vejr og klimaforandringer til landbrug, transport, geopolitik og militære bevægelser. De bliver øjne i himlen. Og dem, der har adgang til disse øjne – og ved, hvordan man fortolker dem – sidder på noget langt mere værdifuldt end en rusten raketmotor.

Tag fx landbrugsindustrien: Satellitdata bruges i dag til at optimere vanding, forudse tørke, reducere pesticidforbrug og øge udbytte. I en verden præget af klimaforandringer og usikre forsyningskæder er det ikke bare smart – det er nødvendigt. Eller logistikbranchen, hvor GPS og tracking afhænger af præcise rumbaserede systemer. Eller forsvarsindustrien, hvor satellitter udgør både forsyningslinjer og sårbarheder. Eller udviklingslande, hvor satellitbaserede internettjenester er første skridt mod global adgang.

Når man først ser det, er det svært at overse: Rummet er ikke en scene – det er en infrastruktur. Ligesom elektricitet, rindende vand og internet. Det er bagtæppet, som alt andet hviler på. Og i en digital tidsalder, hvor data er den nye olie, er det dem, der ejer datarørerne – ikke boreplatformene – der sidder på magten.

Når det spektakulære bliver støj – og det banale bliver nødvendigt

Der er også en psykologisk mekanisme på spil, som er værd at kende, hvis man vil forstå, hvorfor så mange stirrer mod raketten – og glemmer infrastrukturen. Den kaldes saliens-bias.

Det lyder teknisk, men handler i virkeligheden om noget meget menneskeligt: Det, der skinner, fanger vores blik. Vores hjerne er hårdkodet til at reagere på det, der stikker ud. Derfor er det nemmere at blive fascineret af en flammende opsendelse end af et jordbaseret servercenter i et industriområde i Ohio. Det første føles som fremtiden. Det sidste føles som en rapport fra IT-afdelingen.

Men netop derfor misser mange investorer den tyste, men kraftfulde værdi, der ligger i det udramatiske. Det er ikke nyt. Nobelpristageren Herbert Simon – en af de mest indflydelsesrige tænkere inden for beslutningsteori – sagde engang: "A wealth of information creates a poverty of attention." Når vi bombarderes med spektakulære nyheder, sensationer og hype, bliver vores opmærksomhed en begrænset ressource. Og den ender ofte de forkerte steder.

Så næste gang nogen viser dig en video af en raketopsendelse, så stop op og spørg: Hvem ejer datalaget under den? Hvem oversætter billederne til beslutninger? Hvem står for koordineringen, signalstyrken, kompatibiliteten, sikkerheden?

Det er her, man skal rette sit blik – og måske sin investering.

Hvor den virkelige værdi gemmer sig

Det er en klassisk investeringsfejl: Vi forveksler synlighed med potentiale. Det vi ser, fylder mere i vores bevidsthed end det, der faktisk driver værdiskabelsen.

Men tænk over det: Hvor mange af verdens mest værdifulde virksomheder leverer noget spektakulært? Amazon sælger pakker. Microsoft sælger softwarelicenser. Visa faciliterer transaktioner. Det er lavpraktisk, men uundværligt. Det er kedeligt, men ekstremt skalerbart.

Det samme gælder rumsektoren. Mens medierne zoomer ind på opsendelser og rummoduler, ligger den langsigtede værdi ofte i databaser, protokoller, antenner, metadata og sikkerhedsstandarder. Det er her, man finder virksomheder med gentagende indtægter, høje adgangsbarrierer og stærke netværkseffekter.

En god analogi? Tænk på Google. De fleste husker søgefeltet. Få tænker over kablerne, serverparkerne og algoritmerne, der muliggør det. Men det er dér, værdien ligger. Ikke i overfladen – men i det system, der får overfladen til at virke.

Det er her, du ikke behøver håbe på en succesfuld Mars-mission – fordi værdien skabes hver eneste dag, i hver eneste datapakke, i hver eneste overførsel. Det er her, du ejer jorden, ikke raketten.

Det handler ikke om at være tidligt ude – men rigtigt inde

"First mover advantage" lyder smart. Men i virkeligheden er det oftere dem, der kommer som nummer to eller tre – og forstår at udnytte infrastrukturen – der løber med gevinsten. Du behøver ikke at være med på første opsendelse. Du skal bare forstå, hvordan forsyningskæden ser ud – og hvilke led, der ikke kan undværes.

Investeringshistorien er fuld af eksempler på dem, der red på andres visioner – og gjorde det til solid forretning. Tænk på dem, der byggede de digitale betalingssystemer, da e-handel tog fart. Eller dem, der lavede grafikkort og datacentre, da AI blev hot. Eller dem, der lavede rør, pumper og ventiler til olieselskaberne – uden selv at bore. Det samme sker nu med rummet.

Du skal ikke nødvendigvis være først. Du skal være uundværlig.

Det handler ikke om at tro på Mars – men om at forstå, hvad drømmen om Mars får os til at bygge. Og hvem der ejer de brikker.

En ny geografi af profit

Der er en ny form for geografi i gang. Ikke længere kun baseret på grænser, men på bånd – mellem satellitter og basestationer, mellem datanetværk og beslutningskraft, mellem adgang og indsigt. De virksomheder, der ejer og opererer i disse lag, kommer til at udgøre den digitale infrastruktur for en hel ny æra.

Vi ser allerede konturerne: SpaceX dominerer opsendelser, ja – men Starlink er en netværksinfrastruktur. Amazon planlægger Project Kuiper. Microsoft og Google kæmper om cloud-dominans – for at behandle og lagre de data, satellitterne samler ind. Og mindre, specialiserede aktører udvikler alt fra krypteringsprotokoller til jordstationer og AI-modeller, der oversætter data til beslutninger.

Og mens medierne kigger opad, vokser en hel branche nedad – med specialister i alt det, der gør det muligt: antenneteknologi, dataparsing, jordrettigheder, energiforsyning til basestationer, regulatoriske licenser og interoperabilitet mellem netværk. Her skabes en ny generation af selskaber, som ikke behøver løfte sig fra jorden for at skabe himmelsk afkast.

Som investor handler det om at følge disse forbindelser. Ikke raketternes retning – men kablernes. Ikke visionernes ord – men infrastrukturens nødvendigheder.

Hummingbirds perspektiv

Investering handler ikke om at gætte rigtigt én gang. Det handler om at forstå, hvordan verden bevæger sig – og placere sig dér, hvor bevægelsen skaber værdi.

Hos Hummingbird tror vi på at følge forbindelser frem for støj. På at se, hvor afhængighederne opstår – og hvor de, der holder systemet sammen, skaber varig værdi.

Hvis du er nysgerrig på, hvordan du kan investere mere direkte, mere menneskeligt og mere strategisk, så tag endelig fat i os. Vi tager gerne en snak – eller viser dig mulighederne. Du kan også tilmelde dig og få adgang med det samme.

Der er plads til dig, hvis du vil med. Både hvis du vil eje jorden – eller bare være lidt tættere på den, næste gang nogen skyder mod stjernerne.