Der er noget ubehageligt ved det, og derfor taler vi sjældent højt om det: Mange af de største fremskridt i menneskets historie – teknologiske, økonomiske, medicinske – er blevet drevet frem af nød. Ikke af vision. Ikke af nysgerrighed eller kærlighed til kunsten. Men af desperation. Af krig. Af kaos.

Det burde være et paradoks. Men det er i højere grad et mønster.

Når verden brænder, sker der noget med vores opfindsomhed. Vi bliver skarpere. Mere fokuserede. Mere risikovillige. De små barrierer – “det plejer vi ikke” og “vi skal lige lave en analyse først” – forsvinder som dug for solen, når overlevelse bliver målet. Innovation går fra at være en strategisk mulighed til en eksistentiel nødvendighed.

Historien viser os igen og igen, at når mennesker bliver presset, så rykker vi. Ikke altid på den pæneste måde. Men ofte med imponerende kraft. Og hvor mennesker rykker, følger kapitalen efter – som en slags økonomisk accelerant på allerede antændte idéer.

Lad os tage et kig på, hvad det betyder – ikke kun for historien, men også for investering, innovation og de mønstre, der styrer kapitalens bevægelser. Og hvorfor det kan være værd at tænke over, når du som investor forsøger at skelne mellem støj og substans i en verden i forandring.

Fra frontlinje til fabrik: Hvordan krig skaber innovation

Det mest ikoniske eksempel er Anden Verdenskrig. På blot seks år formåede stormagterne at presse teknologisk udvikling, som under fredelige omstændigheder ville have taget årtier. Det var ikke blot raketter og radarer, men også antibiotika, logistiksystemer og digitale forløbere til moderne computere.

For eksempel blev penicillin – et stof Alexander Fleming havde opdaget i 1928, men som ikke rigtig blev anvendt – først masseproduceret i forbindelse med USA’s indtræden i krigen. Militæret pressede på for en løsning, der kunne forhindre infektionsdødsfald blandt soldater, og investerede tungt i industriel skalering. Resultatet? Fra 1943 til 1945 steg produktionen fra nogle få gram til over 650 milliarder enheder.

På lignende vis blev Alan Turings arbejde med kodeteknologi – især “Bombe-maskinen”, som kunne dechifrere nazisternes Enigma-koder – finansieret og drevet frem af den britiske efterretningstjeneste. I dag betragtes Turing som en af computerens fædre. Men det var krigen, ikke markedet, der gjorde hans forskning relevant.

Mange af de teknologier, vi i dag tager for givet, har netop deres rod i militær forskning: GPS, mikrochips, jetmotorer, internettet. Alle blev født af nødvendighed, finansieret af stater, der ikke havde tid til at vente på en business case. Den amerikanske efterretningsenhed DARPA (Defense Advanced Research Projects Agency), oprettet i 1958 som reaktion på Sovjetunionens opsendelse af Sputnik, har været katalysator for flere af de teknologiske gennembrud, vi i dag forbinder med Silicon Valley.

Alt dette er værd at have i baghovedet, når man som investor bliver forblændet af buzzwords og branding. Spørgsmålet er ikke, om noget lyder smart – men om det løser et presserende problem, som verden faktisk må forholde sig til. I krisetider flytter fokus sig fra nice-to-have til need-to-deploy.

Kriser ændrer ikke kun teknologi – de ændrer kapitalens adfærd

Krig og kriser tvinger ikke kun teknologisk udvikling frem. De ændrer også den måde, kapital bevæger sig på. Ikke bare hvordan penge investeres, men også hvem der investerer – og hvorfor.

Under kriser ser vi ofte, at pengene begynder at bevæge sig hurtigere. Investorer bliver mere villige til at tage chancer – ikke fordi de pludselig er blevet dumdristige, men fordi de gamle forretningsmodeller knager. Det bliver tydeligt, at “business as usual” ikke længere er en strategi, men en blindgyde.

Efter børskrakket i 1929 og den efterfølgende depression ændrede USA kurs. Præsident Franklin D. Roosevelts “New Deal” blev en massiv offentlig investeringsindsats i infrastruktur, jobskabelse og industriel modernisering. Programmet var kontroversielt, men det lagde fundamentet for en økonomisk genrejsning – og for en statsdrevet kapitalmobilisering, som blev yderligere intensiveret under krigsøkonomien i 1940’erne.

Krigsøkonomien var ikke kun et spørgsmål om våbenproduktion – det var også et eksperimentarium for ny produktionsteknologi, supply chains og skaleringslogikker, som senere dannede grundlag for det moderne forbrugssamfund. Henry Fords samlebånd blev kopieret og videreudviklet, og “just-in-time” produktion blev første gang afprøvet i militær sammenhæng.

Resultatet? En af de største økonomiske vækstperioder i verdenshistorien – med opbygningen af en middelklasse, ekspansionen af amerikanske virksomheder globalt og fremkomsten af nye industrier: luftfart, kemikalier, telekommunikation. Kapital følger krisen. Ikke fordi krisen er attraktiv – men fordi den skaber momentum. Og momentum slår magelighed.

Ukraine, klima og kunstig intelligens: Dagens brændpunkter

Vi behøver ikke kigge langt tilbage for at finde nutidige eksempler.

Da Rusland invaderede Ukraine i 2022, udløste det ikke kun humanitære og politiske chokbølger – det forvandlede også Europas energipolitik på rekordtid. Investeringerne i grøn energi, lagringsteknologi og forsyningssikkerhed eksploderede. Tyskland, som i årevis havde afviklet sine atomkraftværker, begyndte pludselig at diskutere genåbning. Gas blev et strategisk våben, og kapital søgte mod alt, der kunne gøre Europa uafhængigt.

Ifølge IEA’s rapport fra 2023 har krigen accelereret investeringer i solenergi, batterier og forsyningsinfrastruktur med flere hundrede milliarder dollars. Krigen tvang ikke bare politikere til at tænke nyt – den skabte også efterspørgsel og incitamenter, som markedet reagerede på.

Klimakrisen har lignende træk. I årtier har vi vidst, hvad der skulle gøres. Men uden en umiddelbar krise, har kapitalen tøvet. Først da konsekvenserne begyndte at manifestere sig fysisk – tørke, oversvømmelser, fødevareknaphed – blev det tydeligt, at passivitet var dyrere end handling. Det, der før var et spørgsmål om ansvar, blev et spørgsmål om risiko.

Og hvad med kunstig intelligens? Mange ser AI som en stille revolution. Men den blev for alvor accelereret under coronapandemien, hvor behovet for automatisering, fjernarbejde og smartere ressourcestyring eksploderede. ChatGPT og andre sprogmodeller blev muliggjort af års forskning, men deres udbredelse skete først, da verden havde brug for dem.

Når verden ændrer sig hurtigt, får teknologier, der ellers havde stået i skyggen, pludselig grønne lys. Og investorer, der før holdt igen, kaster sig ud – ikke på grund af hype, men fordi krisen har ændret risikobilledet.

Bias, blinde vinkler og det menneskelige filter

Kriser gør noget ved os – men ikke altid det, vi tror.

Når alt ramler, træder vores kognitive bias tydeligere frem. Nogle bliver handlingslammede. Andre ser muligheder overalt. Og det er netop i disse øjeblikke, forskellen mellem støj og substans bliver afgørende.

“Loss aversion” – begrebet blev populariseret af adfærdsøkonomerne Daniel Kahneman og Amos Tversky i 1970’erne – beskriver vores tendens til at frygte tab mere, end vi glæder os over gevinst. Under pres får denne mekanisme særlig magt: Vi klamrer os til det kendte, selv når det åbenlyst ikke virker. Eller vi jager det nye ukritisk, i håbet om en redning.

Begge reaktioner kan føre til dårlige beslutninger – både for nationer og for investorer.

Men her ligger også en mulighed: For dem, der formår at se klart gennem støjen, kan kriser være et tidspunkt, hvor prisen på potentiale er lav, og fremtiden stadig kan formes. Det kræver mod. Men også noget andet: Forståelse for det menneskelige filter, som både skaber og forvrænger vores beslutninger.

Investering handler nemlig ikke kun om tal. Det handler om adfærd. Om psykologi. Om mønstre i menneskelig reaktion. Og intet bringer de mønstre tydeligere frem end en god gammeldags krise.

Når verden vælter – hvem bygger så nyt?

“Never let a good crisis go to waste.”

Ordene stammer fra Winston Churchill, midt i Anden Verdenskrig. Ikke som kynisme – men som erkendelse: Når alt er i opløsning, opstår der åbninger, der ellers ville være lukkede. Kriser rykker ved det mulige. De nedbryder vanetænkning, ophæver politisk tøven og stiller spørgsmålet, vi ellers undgår: Hvad har vi egentlig brug for – og hvad har vi bare vænnet os til?

Det gælder i politik. Og det gælder i investering.

Apple var millimeter fra konkurs, da Steve Jobs vendte tilbage i 1997. Det første Airbnb-gæsteværelse blev udlejet under en designkonference i San Francisco, mens ejerne kæmpede for at betale huslejen i kølvandet på finanskrisen. Og da COVID-19 brød ud, stod Moderna klar – ikke fordi markedet havde bedt om det, men fordi nogen havde arbejdet tålmodigt på en teknologi, verden ikke havde opdaget, den havde brug for endnu.

Mønsteret er ikke tilfældigt. I kaos er der færre regler. Og mere plads til det, der før virkede “for tidligt”.

Men det kræver en særlig type blik. Ikke bare evnen til at se muligheder – men viljen til at handle, mens usikkerheden stadig er total. At bygge noget, mens alle andre lapper.

Det er ikke nødvendigvis behageligt. Men det er ofte der, det virkelig interessante opstår.

Den menneskelige motor bag fremskridtet

Det er en udbredt misforståelse, at fremskridt er et spørgsmål om teknologi. Som om maskinerne skubber os fremad, og vi bare følger med. Men det er bagvendt. Teknologi er ikke en kraft. Det er en konsekvens.

Bag ethvert gennembrud står mennesker. Ikke altid med store visioner – men med nysgerrighed, stædighed og mod. Nogle gange med desperation. Altid med en fornemmelse for, hvad der mangler. Og en vilje til at bygge det, før der findes sikkerhed for, at det virker.

Historien er fuld af dem. Fra Marie Curie, der isolerede radioaktivitet med håndkraft og risikerede sit liv i processen – til de ukendte teknologer i DARPA, der lagde grunden til både internettet og GPS, fordi den kolde krig ikke tillod langsom udvikling.

Joseph Schumpeter – den østrigske økonom, der formulerede begrebet kreativ destruktion – så kapitalismen som en evig cyklus, hvor gamle strukturer rives ned for at give plads til det nye. Men han vidste også, at processen ikke er automatisk. Nogen skal tage hammeren. Og nogen skal tage risikoen.

Derfor må vi som investorer ikke nøjes med at vurdere idéer. Vi skal også vurdere mennesker. Hvem står bag? Hvad driver dem? Har de blik for verden – eller bare for markedet?

For det er ikke Excel-ark, der flytter verden. Det er mennesker, der tør.

En rolig afslutning – og en åben dør

Hos Hummingbird tror vi ikke på at spå om fremtiden. Men vi tror på at forstå den. Vi tror på at lytte til historien og se efter mønstre i menneskelig adfærd – også når den er irrationel.

Fremskridt kommer ikke altid med fanfarer. Nogle gange kommer det snigende – midt i kaos. Og når det gør, er det ofte dem, der tør tænke klart i stormen, der bygger morgendagens fundament.

Hvis du gerne vil tale med nogen, der forstår både markedet og mennesket bag det, er du altid velkommen til at række ud.

Og hvis du vil have adgang til investeringsmuligheder, der ofte ligger uden for det, du selv ville opdage – kan du gratis oprette en profil her. Det er uforpligtende, men måske netop det, der gør forskellen i det lange løb.