Når orkanen rammer, og tagene flyver som papir, når floden går over sine bredder, og marker bliver til søer – så starter kampen for overlevelse. For familier. For lokalsamfund. For forsikringsselskaber.

Og for nogle investorer: kampen for afkast.

Velkommen til en af finansverdenens mest kontroversielle nicher. Et sted, hvor menneskelig lidelse og økonomisk gevinst mødes i et ubehageligt skæringspunkt. Hvor investeringer ikke bare handler om risiko og afkast – men om moral, medansvar og den gamle menneskelige refleks: Hvad ville du selv ønske, hvis det var dit hus, der stod under vand?

Velkommen til cat bonds og katastrofeinvestering.

Hvad er en cat bond – og hvorfor findes den overhovedet?

“Cat bond” står for catastrophe bond. En type obligation, som udbetaler et attraktivt afkast – men kun så længe verden ikke går under.

Det er en slags forsikringens svar på crowdfunding: Et forsikringsselskab, som er bange for at blive ruineret af en orkan i Florida, udsteder en obligation. Investorer køber sig ind og lover at dække tabene, hvis katastrofen indtræffer. Til gengæld får de en solid rente – ofte markant højere end traditionelle obligationer.

Men hvis stormen rammer? Så ryger hovedstolen. Investoren tager tabet. Og forsikringsselskabet slipper billigere.

Man kan kalde det solidaritet i kapitalistisk forklædning. Eller kynisme forklædt som risikospredning. Det afhænger af, hvem man spørger – og hvad man vælger at se bort fra.

Genforsikring, hedgefonde og et marked bygget på ulykke

Cat bonds er bare toppen af isbjerget. Bag dem ligger en hel industri: Insurance-linked securities (ILS). Et marked, hvor man kan investere i næsten enhver tænkelig katastrofe: jordskælv, tørke, oversvømmelser, pandemier.

Mange af disse obligationer bliver handlet af hedgefonde, pensionskasser og forsikringsselskaber selv. Man investerer i “acts of God”, som det så køligt hedder i forsikringsjuraen.

Og det er ikke småpenge. I 2023 var markedet for ILS over 100 milliarder dollars værd – og voksende, drevet af klimaforandringer, geopolitiske spændinger og øgede behov for forsikringsdækning i det, FN kalder “catastrophe-exposed economies”.

Klimakrisen er ikke bare en risiko. Den er også en investeringsmulighed. Sådan bliver der hvisket i korridorerne. Og i nogle tilfælde sagt højt, med slides og grafer og forventede afkast på 8–12 % om året.

Men man behøver ikke være Kierkegaard for at mærke, at der lurer en eksistentiel dissonans lige under overfladen.

Når andre lider, tjener vi: De moralske dilemmaer ingen taler om

Forestil dig en pensionskasse, der investerer i cat bonds. Og forestil dig, at en af obligationerne kun bliver profitabel, hvis der ikke sker en katastrofe i Caribien det næste år.

Er det moralsk forkert?

Ikke nødvendigvis. Ligesom det ikke er forkert at forsikre sin bil og håbe, man ikke får brug for det.

Men hvad hvis den samme pensionskasse også investerer i virksomheder, der udleder store mængder CO₂ og bidrager til den globale opvarmning, som øger risikoen for netop den slags orkaner?

Så begynder det at ligne et system, der både tænder ilden og sælger brandslukningsudstyr. Et finansielt perpetuum mobile, hvor man tjener penge på både årsag og virkning – uden nogensinde at tage det fulde ansvar for nogen af delene.

Det er her, de virkelige spørgsmål melder sig. Ikke tekniske, men etiske:

Kan man skabe en forretning ud af katastrofer uden at blive medskyldig?

Hvornår bliver risikospredning til risikovæddemål?

Og hvad gør det ved os som samfund, når vi begynder at tænke i afkast, hver gang nogen mister alt?

Menneskets urinstinkt for risiko – og hvorfor det gør os blinde

For at forstå, hvorfor cat bonds overhovedet er en god forretning, skal vi et smut ind i menneskets psyke. Vi er notorisk dårlige til at vurdere lav sandsynlighed og høj konsekvens. Det kaldes availability bias: Vi frygter det, vi nemt kan forestille os – og ignorerer det, vi ikke lige har set på forsiden af Politiken.

Det gør forsikringer svære at prissætte. Og det gør katastrofeinvesteringer attraktive: Fordi markederne underpriser “black swans” – og fordi nogle investorer elsker at tjene penge på det, andre ikke tør røre.

Som den tidligere optionshandler Nassim Taleb har skrevet: “If you see fraud and do not say fraud, you are a fraud.” Man kunne tilføje: Hvis du ser systemer, der belønner katastrofer, og ikke spørger hvorfor – så er du måske allerede blevet en del af dem.

Fra romersk filosofi til moderne porteføljer: Kan man investere med samvittighed?

De gamle stoikere mente, at man kun kan være et godt menneske, hvis man erkender sin rolle i helheden – i kosmos. Ikke som hersker, men som deltager. Og det princip rummer en vigtig lektie for moderne investorer:

At pengestrømme skaber virkelighed. At vores kapital er med til at forme den verden, vi senere skal leve i. Og at det ikke er nok at spørge: “Giver det afkast?” Man må også turde spørge: “Gør det godt?”

Det er en svær balance. For katastrofeinvestering kan være meningsfuld. Den kan hjælpe forsikringsselskaber med at overleve. Den kan sikre, at samfund ikke kollapser økonomisk efter naturkatastrofer. Den kan bidrage til modstandsdygtighed – resilience – hvis den bliver tænkt rigtigt.

Men det kræver gennemsigtighed. Det kræver integritet. Og det kræver investorer, der tør interessere sig for mere end tal på et dashboard.

Hvor går grænsen – og hvem tegner den?

Markedet for cat bonds er reguleret – men primært teknisk. Ikke etisk. Der er ingen grænse for, hvilke katastrofer man må investere i. Ingen debat om, hvorvidt man må sikre sig mod hungersnød, pandemier eller flygtningestrømme. Ingen grænser for, hvornår prissætning burde vige for anstændighed.

Og det er måske det mest interessante – og det mest skræmmende. At vi har skabt et marked, der handler med verdens værste øjeblikke, uden at det nødvendigvis vækker debat.

Hvorfor er det ikke noget, vi taler om?

Måske fordi det er ubehageligt. Måske fordi det ikke passer ind i vores forestilling om, at investeringer er neutrale, værdifrie, objektive. Men det er de aldrig. De er altid politiske. Altid moralske. Og altid menneskelige.

Så hvad gør man – som menneske med kapital i hånden?

Der er ikke ét rigtigt svar. Men der er nogle rigtige spørgsmål:

• Kender du den reelle virkning af dine investeringer?
• Ved du, hvem der bærer risikoen – og hvem der høster frugten?
• Og tør du se i øjnene, når noget føles forkert – også selvom afkastet ser rigtigt ud?
  

Det handler ikke om at være perfekt. Men om at være opmærksom. Og måske – i det stille – vælge investeringer, der ikke kun lover afkast, men også menneskelig værdi.

Når vi investerer, investerer vi i en virkelighed

I Hummingbird Invest tror vi ikke på, at investeringer kan eller bør være blottet for værdier. Tværtimod. Vi mener, at det vigtigste spørgsmål ofte ikke er hvor meget du kan tjene – men hvad du egentlig investerer i.

Derfor arbejder vi på at skabe gennemsigtighed og tillid. Ikke ved at love garanti for hverken afkast eller etik – men ved at give dig adgang til direkte dialog med de mennesker, der forvalter din investering. Så du kan stille dine egne spørgsmål og tage dine egne beslutninger – med åbne øjne.

Hvis du er nysgerrig på, hvordan det fungerer, er du altid velkommen til at tage fat i os. Du kan også oprette en gratis profil og få adgang til mulighederne.

Ikke fordi vi har alle svarene. Men fordi vi synes, de rigtige spørgsmål er værd at stille.